Personligheder i morgentrafikken

Jeg cykler altid, alle vegne hen og nogen morgener er altså bare mere "spændende" end andre. Nogen cyklister har hovedet så meget under armen, at de faktisk burde forbydes at cykle.

Nogen af de forskellige personligheder jeg mødte på min vej imorges, var:

Turisten

Personen tror at han/hun er på kanalrundfart i Københavns gader, kigger alle andre steder hen end på vejen og er til fare for alt og alle omkring sig.

Ladcyklisten

Ja, jeg synes da at ladcyklen er fed idé, hvis de mennesker der erhvervede sig dem så bare ikke var idioter i trafikken. Bare fordi du har 3 hjul i stedet for 2, er ikke ensbetydende med at dit barn ikke skal have cykelhjelm på, at du kan sidde og sms'e eller den allervigtigste: at du på magisk vis ikke kan vælte. Det kan du godt fister, så væk med telefonen og på med cykelhjelmen og se så forhelvede og træd i de pedaler!

Mobilisten

De idiot-cyklister der ikke kan lade deres telefon være i to sekunder og absolut skal sms'e og tale i telefon IMENS de cykler, for så vigtige er de nemlig.

Tour-de-France-cyklisten

Slaaap nu af og spis lige brød til, for du har da lige lovlig travlt. Og de er jo lydløse - pludselig spurter de bare forbi og ringer vildt med ringeklokken.

Jeg er sikkert ikke selv verdens bedste cyklist, men er jeg den eneste der ind i mellem kan blive lettere aggressiv af, at havne bag en af ovenstående?

Billede lånt af @perlmutter_cph på Instagram.

Tirsdags blæk #1

Jeg går og drømmer om, at få tatoveret en drømmefanger og venter faktisk bare på, at økonomien er til det. 

Indtil da, er her lidt inspiration. (:

Har du en helt bestemt tatovering du går og drømmer om?

Om at give slip

Igår tog jeg den sværeste, men også den nemmeste beslutning nogensinde.

Jeg valgte at bryde kontakten med min mor.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på detaljer om hvad der er sket, men der er sket nogle ting, som jeg har haft meget svært ved at give slip på, følt et svigt som jeg ikke kan ligge bag mig.

Vi har ikke snakket sammen i over 2 år og de par gange vi har, har det mest været om, om vi skulle prøve at finde hinanden igen og jeg har simpelthen ikke kunne, ville, været klar til, at tilgive og glemme.

Igår gjorde jeg det så. Jeg tilgav det der ikke kan glemmes og valgte at give slip og bryde kontakten fuldstændig.

"Findes der forelskede forældre?"

Det spørger Christina om, på hendes blog http://www.bittebitte.dk.

Her er mit svar på Christina's spørgsmål; og det skal lige siges, at det helt og holdent er skrevet ud fra mine egne oplevelser og overbevisninger.

Ja. forældre kan godt være forelskede, ikke hele tiden, men den kan dukke op i øjeblikke og med små sus i maven. Øjenkontakt tværs gennem den rodede stue, de små kys når man krydser hinanden i dagligdagen - der er kærligheden og forelskelsen i de mindste og hyggeligste øjeblikke, men også de vigtigste.

Det er rigtig hårdt at blive forældre, og vi havde også en rigtig svær start, da graviditeten ikke var planlagt og vi gik fra hinanden. Men det korte af det lange er, at vi fandt hinanden igen og jeg tror faktisk aldrig, at vi har været lykkeligere.

A og jeg mødte hinanden da vi var 14, og har stort set været sammen lige siden. Vi er blevet voksne sammen og kender hinandens gode og dårlige sider, men efter 11 år, tager jeg stadigvæk mig selv i at kunne blive forelsket igen og igen.

Vi har fået et barn, den dejligste datter som vi elsker helt op til månen og stjernerne, og ja, det ER hårdt, men vi er rigtig godt til at nyde tosomheden om aftenen og skide på opvasken og det rodede stuegulv, for vi, os som par og det at kunne slappe af sammen og bare være sammen, kommer i første række når Månestrålen sover.

Men det jeg egentlig bare vil sige med denne smørre er, at jeg har ikke opskriften på hverken det perfekte parforhold eller forældreskab, men sådan en lille bitte ting, såsom at huske hinanden i hverdagen, imellem rod og vasketøj, det er guld værd og kan være med til at holde liv i gnisten.

Så Christina, frygt ej. Den største konsekvens der er ved at blive forældre er ubetinget kærlighed.

Her er mit guld, og lige så meget som de kan være skide irriterende, lige så ubetinget elsker jeg dem, og vil ikke undvære dem for noget.

Livet er hvad man gør det til, og sådan tror jeg også det er med forhold, børn og kærlighed.

Kaktus kærlighed

Jeg har vel egentlig altid haft en kærlighed til kaktusser, selvom jeg hverken kan de korrekte navne eller måske se om det nu er en kaktus eller faktisk en sukkulent.

Jeg fik min allerførste kaktus af min far da jeg var omkring 14 år gammel og den har haft det skønt, for den er nu næsten to meter høj og ikke til at flytte, så den bor hjemme hos ham indtil vi en dag bliver modige nok til at gøre forsøget med en flytning.

Nu er kaktussen jo nærmest blevet trendy, hvilket jeg er rigtig glad for, da der efterhånden er et kæmpe udvalg i alverdens størrelser og farver.

Her de sidste par uger er jeg faldet over nogle rigtig fine nogen, som bare måtte med hjem. 

"Mickey Mouse"

"Happy"

"Minnie Mouse"

- ifølge Månestrålen (:

Månestrålen's helt egen, som hun faldt pladask for, da vi var en tur i Kaktus KBH - i øvrigt virkelig lækker butik der har specialiceret sig i kaktusser. Helt klart et besøg værd!

Og cowboy-kaktussen Hank er ingen nyhed, men han har fået en make over, efter at jeg skar lidt af den så nu ser den sådan her ud:

Og baby-Hank'erne skal i jord på lørdag. (:

Endnu en lampe

Jeg har simpelthen købt den smukkeste lampe af den søde Christine som blogger på http://artsnackbychrisb.blogspot.dk.

Den er fra Royal Copenhagen, fuldstændig perfekt og passer til enhver indretning i hjemmet.

Og når jeg køber nyt, bliver der også solgt lidt ud, hvilket foregår på Instagram: merechokoladetak.

Har også købt nye kaktusser, som kommer op på bloggen så snart de har fået et fint sted og stå. (: