Her er mit svar på Christina's spørgsmål; og det skal lige siges, at det helt og holdent er skrevet ud fra mine egne oplevelser og overbevisninger.
Ja. forældre kan godt være forelskede, ikke hele tiden, men den kan dukke op i øjeblikke og med små sus i maven. Øjenkontakt tværs gennem den rodede stue, de små kys når man krydser hinanden i dagligdagen - der er kærligheden og forelskelsen i de mindste og hyggeligste øjeblikke, men også de vigtigste.
Det er rigtig hårdt at blive forældre, og vi havde også en rigtig svær start, da graviditeten ikke var planlagt og vi gik fra hinanden. Men det korte af det lange er, at vi fandt hinanden igen og jeg tror faktisk aldrig, at vi har været lykkeligere.
A og jeg mødte hinanden da vi var 14, og har stort set været sammen lige siden. Vi er blevet voksne sammen og kender hinandens gode og dårlige sider, men efter 11 år, tager jeg stadigvæk mig selv i at kunne blive forelsket igen og igen.
Vi har fået et barn, den dejligste datter som vi elsker helt op til månen og stjernerne, og ja, det ER hårdt, men vi er rigtig godt til at nyde tosomheden om aftenen og skide på opvasken og det rodede stuegulv, for vi, os som par og det at kunne slappe af sammen og bare være sammen, kommer i første række når Månestrålen sover.
Men det jeg egentlig bare vil sige med denne smørre er, at jeg har ikke opskriften på hverken det perfekte parforhold eller forældreskab, men sådan en lille bitte ting, såsom at huske hinanden i hverdagen, imellem rod og vasketøj, det er guld værd og kan være med til at holde liv i gnisten.
Så Christina, frygt ej. Den største konsekvens der er ved at blive forældre er ubetinget kærlighed.
Her er mit guld, og lige så meget som de kan være skide irriterende, lige så ubetinget elsker jeg dem, og vil ikke undvære dem for noget.
Livet er hvad man gør det til, og sådan tror jeg også det er med forhold, børn og kærlighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar